Tesfaye og skrotning af integrationsforskning

Kilroy was there’

 

 

 

Magt og (U)lighed – 256 siders rapport forkastet af Tesfaye

Matias Tesfaye

Mattias Tesfaye (steen brogaard foto)

Efter denne artikel i PioPio har Mattias Tesfaye forkastet en rapport om integration og social kontrol – reelt om indvandrer- og flygtningemiljøer, bestilt og udført som forskning fra RUC. Han havde bestilt viden om, hvordan sammenhængen mellem social kontrol i disse miljøer og integration kunne beskrives. Rapporten kan hentes på denne side. (se forneden)

Han og hans ideologiske forgænger Inger Støjberg ville helst have haft en rapport, der indeholdt skarp kritik af “social kontrol” . Som ministeren definerer begrebet, så skal det partout være integrationshæmmende. Men forskernes resultater  peger i den stik modsatte retning. Tesfayes ideologiske orientering kan ikke acceptere viden, der strider mod hans mulige fordomme. Der er politisk kapital forbundet med xenofobi. (fremmedhad).

Heine Andersen har kritiseret forkastelsen. Spillet handler om forholdet mellem viden, videnskab og spinlignende konsulentydelser. Der er tilsyneladende ikke nogen distinktion mellem viden og politisk orientering for Mattias Tesfaye.

På sin side mener Tesfaye, at han ingen pligt har tll at lade en videnskabelig rapport, han ikke bryder sig om, ligge til download på hans ministeriums hjemmeside. Hvad der fremstår på integrationsministerens hjemmeside, er ikke nødvendigvis objektivt, men hviler på et politisk valg.

De pågældende forfattere er nu også – efter artiklen i PioPio – opsagt som ministeriets undervisere i integration. Meningen med integration er ikke at integrere fremmede, at fungere som springbræt til xenofobi.  Forskerne kan hævdes at have taget opgaven alvorligt og ordet for pålydende:  hvordan fungerer social kontrol i forhold til integration i det danske samfund?

Det er der næppe noget nyt i. Da Bertel Haarder tiltrådte som undervisningsminister i 2001, forsvandt et helt bibliotek af videnskabelige artikler om modersmålsundervisning. Haarder forkastede på sin vis af ideologiske grunde anerkendt viden om modersmålsundervisningens væsentlige betydning for den tosprogedes tilpasning i det danske samfund, fordi den viden ikke passede ind i hans xenofobiske integrationspolitiske. Stigmatiseringen var vigtigere end integration. Pudsigt nok er det præcis den samme problemstilling, det berører denne gang.

Viden og ideologi – adfærdsvidenskab og politisk ærinde

I samfundsvidenskab er det normalt anerkendt, at ærindet (værdipræmisserne) skal ekspliciteres. Tilmed skal undersøgelsen tilrettelægges, så virkeligheden får en chance for at svare tilbage. Metoden, der anvendes, skal dokumenteres og være i overensstemmelse med anerkendt skik. Max Weber, der levede før værdirelativismen,  brugte formuleringen “Einfühlungsmäßig nacherlebbar”. I den videnskabelige værdirelativisme kan man ikke objektivisere en videnskabelig rapport, men må anerkende den, hvis man bifalder de værdier, der ligger til grund.  Rapportens videnskabelighed kan godtages som videnskab, men må kunne forkastes på grund af uenighed om ærindet.

Således bliver det også her til  en debat om politisk alsidighed. Det er modsat de mange naturvidenskabelige artikler, som med tiden på miljøsiden er undertrykt, fordi den mere entydige biologiske viden ikke passede et politisk formål. Den nyvalgte cand. scient. pol. Rasmus Stoklund,   der meget underligt underkender en fagfællebedømt rapport ikke på grund af det modstridende politiske synspunkt, men helt rituelt og meget tyndt beskyldt det for manglende videnskabelighed. Han har dermed lagt sig ind i slipstrømmen af socialdemokratiske poiltikere, der som vanedyr opfører sig som  en slags østtyske kommisærer.

 

I et demokrati forholdt det sig tidligere sådan, at ministrene havde den fornødne åndelige spændstighed til at indrømme viden, der helt eller delvis går imod deres egen politiske retning. Men med Haarder, der selv er rundet af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, blev ministrene  kommisærer, der i deres angst for kontroltab ikke tåler modsigelse, opstod der præcedens for, at politisk uenighed kunne legitimere fravalget af samfundsvidenskabelige artikler – med en virkelig løs påstand om, at de ikke skulle være videnskabelige  på grund af rene forskelle i værdipræmisser. Det er  usselt.

Hvis der ikke er tale om videnskabelig uredelighed, så er der tale om politisk uredelighed og smålighed.

Download rapporten her:

 

GALAL_LP_LIEBMANN_L_LRUC_MagtOgMulighed_rapport_web-002

 

Akademikerbladet omtaler også sagen. Olav W Berthelsen kritiserer Tesfaye.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *