Giordano Bruno

 

 

 

 

Angsten for kontroltab overfor videnskabelig skrøbelighed

Kampen for ny oprigtig, ærlig viden kan være farlig for den, der lader sig drive af sin nysgerrighed.  Der er altid en strid mellem magt og viden. Nogle siger, at “viden er magt”, men i vore politiske systemer undertrykker regimets top viden, der ikke passer til en politisk dagsorden.

Der er intet nyt i, at der opstår store spændinger mellem viden, det politiske regime fremmer, og viden, der kommer på tværs.

Ethvert politisk system vil have en tilbøjelighed til at efterspørge og fremme den viden, der passer bedst til deres politiske interesse. Det behøver ikke være nogen bevidst strategi, men det kan naturligvis forekomme, at det er det.

Der er ikke tale om noget nyt fænomen. Statuen af Giordano Bruno på Campu di Fiori, blomstertorvet i Rom, står på det sted, hvor han blev brændt. Han blev brændt, fordi det blev anset for stridende mod magthavernes verdensbillede at påstå – som Bruno gjorde det, at universet er uendeligt. At universet er uendeligt er et naturvidenskabeligt verdensbillede, ville vi kalde det i første omgang. Han påstod i ramme alvor, at videnskaben  ikke  indtil videre ville kunne finde nogen ydre grænse for universet.
Set med magthavernes, kirkens, øjne indebærer denne uendelighedspåstand et kontroltab.

Hvordan skal man kunne styre noget, skabe tryghed som legitimitet, hvis verden rummer noget farligt, ukendt, og hvis verden  – også kaldet skaberværket – ikke i dets helhed kan genkendes og beskrives forståeligt af magtens top?

Vi må naturligvis så spørge, hvordan forholdet mellem tro, viden og magt er skruet sammen.

Viden er skrøbelig. Tidens objektivitetstro, hvor der efterlyses “evidens” for noget, før der kan handles fornuftigt i forhold til et givet mål, kan i mange tilfælde være en trussel imod, at der handles med rettidig omhu.

 

 

“Interessen lyver aldrig”

 

Macchiavelli (1467-1521)

Den person, der mere end nogen anden har formuleret de læresætninger, brutal magtudøvelse siges at skulle følge for at holde  bevare og befæste sine positioner, varutvivlsomt Machiavelli.

For politologer må det jo være interessant at indse, at da Giordano Bruno blev brændt, var Europa dybt inde i renæssancen, den danske reformation havde fundet sted, og Chr IV var konge her i landet.