To piger,, den ene med stetoskop, leger doktor, lyttende på den anden

Kontanthjælpsudspil er et symtom på en udemokratisk udvikling

Usagligheden vinder, når kontanthjælpsmodtagerne aldrig bliver hørt.

 

Portræt af Mikael Hertig
MIkael Hertig (GNU LICENS MH)

Af Mikael Hertig, Jobcentrenes Ofre

Om det kommunalt-økonomiske beslutningskompleks

Der er en simpel sammenhæng mellem et menneskes helbred og dets evne til at arbejde. Det spiller en væsentlig rolle, når man politisk og administrativt skal træffe beslutninger om hver enkelts mulighed for at blive selverhvervende, eller om vedkommende skal betragtes som ude af stand til at arbejde.

De seneste mange år har været præget af, at hensyn til svagere menneskers eksistensbetingelser suppleres med en udstrakt mistænkeliggørelse.  For hvordan vurderer man mere eller mindre syge menneskers helbred, og hvordan vurderer man deres arbejdsevne.  Hvem skal gøre det?

Mette Frederiksen er refereret for udtalelser om, at det ikke er læger, der skal tage stilling til borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet.. Formuleringen er – formentlig fuldt bevidst – provokerende.  Forstår man udtalelsen i meget snæver forstand, så er det indlysende. Formelt er det efter den nugældende ordning kommunen,  der træffer afgørelsen i disse spørgsmål.  Men det har nu hidtil været sådan, at lægernes erklæringer og attester har spillet en afgørende rolle i sagens oplysning.

 

Sagsbehandleren leger doktor

 

Forskellen på børn, der leger doktor, og Jobcentrenes ansatte, der skråsikkert afgør borgerens arbejdsevne ud fra en medicinsk vurdering i stedet for lægens er, at børnene ved, at det er leg. For Jobcentrenes ansattes legen doktor med menneskers livsvilkår er det alvor.

På Facebook-siden Jobcentrenes Ofre med 17.000 medlemmer florerer det med påstande om usaglige afgørelser, fordi lægeerklæringer tilsidesættes. Jeg kender personligt eet eksempel, hvor det holdt ret hårdt at få tilkendt førtidspension til en hjerneskadet person, idet Jobcentret ville tilsidesætte en helt klokkeklar lægeerklæring, der betegnede hjerneskaden som stabil. Alligevel ville kommunen gøre tilstanden til noget psykisk, der skulle kunne trænes væk.

Lægeerklæringer og -attester spiller en stor rolle i Jobcentrenes administration. Den samlede virkning af de afgørelser, Jobcentrene træffer, påvirker kommunens økonomi. Selv om der er tale om lovbundne udgifter, så bliver kommunerne gennem udligningsloven og refusioner belønnet for usagligt og i strid med utvetydige lægeerklæringer at fastholde syge mennesker på kontanthjælp.

Kritikken heraf har sådan set været ret klar længe. Men sagsbehandlerne i Jobcentrene står jo i snæver kontakt med det finansielle system, med kommunernes regnearksdrenge, med KL, med Finansministeriet, og naturligvis med hjemmebanen: Økonomi- og Indenrigsministeriet.

 

Hvis ikke læger må oplyse borgerens helbredstilstand, hvem så?

Kommunerne, Kommunernes Landsforening, Folketingets Beskæftigelsesudvalg og Beskæftigelsesministeriet ser verden på én måde. Jeg arbejder som partsrepræsentant for syge medborgere, der lider under Jobcentrenes kontrolpres og sanktioner og ser verden derfra. Med andre ord:  Sagsbehandleren skal lege doktor.

Det viser sig nu, at Mette Frederiksens udsagn faktisk skal forstås i den mest vanvittige version: Lægerne skal ikke udtale sig i Jobcentersager om borgerens helbred.

Til dagligdagens hændelser i Jobcentrene hører udtalelser fra kontoruddannede om, at borgeren “bare skal tage sig sammen”, “hvis du bare tabte 80 kilo, så ville du snildt kunne få et job”, “din påståede PTSD er noget pjat”. De mest udsatte borgere diskrimineres, der tales nedværdigende til dem hver eneste dag. I den forbindelse er sagsbehandlernes udokumenterede meninger om deres medmenneskers helbred  og dets betydning for deres funktionsevne en helt indarbejdet bestanddel.

For mig ser det virkelig ud, som om Mette Frederiksens udsagn nu skal forstås sådan, at læger, ikke mindst praktiserende lægers udsagn om deres patienters helbred, fremover skal ignoreres eller i det mindste tillægges endnu mindre betydning, end det allerede sker til hverdag. Ikke for den muligvis syge borgers skyld, men for den kommunale økonomis.

 

Juridisk handler det om sagens oplysning

Jobcentret har som offentlig forvaltning en saglighedsforpligtelse, der er tilknyttet den formelle lovs princip, legalitetsprincippet og officialmaksimen.
Det simple, men nu efterhånden i lovgivningen knæsatte princip ser ud til at være, at alle andre end dem med specialviden om helbred skal bedømme helbredstilstande, når det er økonomisk opportunt for de kommunale budgetter.

Normalt ville man kalde det magtfordrejning. Men magtfordrejning hører jo op med at være forvaltningens skyld, når den direkte iscenesættes af det kommunalt-økonomiske beslutningskompleks. Ligesom  USA’s militært-industrielle kompleks beskyldes for at ville føre krige og krigslignende tilstande for deres egen skyld, så handler kampen nu om, hvordan kommunerne kan fortsætte med at træffe usaglige afgørelser på et opdigtet grundlag, ikke for at redde borgeren, men kommunens egen økonomi.

 

Uklare regler bør afløses af klare

Mads Pramming  giver med nogen ret de mange selvmodsigende regler skylden for, at det er så svært at vinde sager om tildeling af førtidspension ved retterne. Samtidig efterlyser han også Forvaltningsdomstole i en erkendelse af, at klagesystemernes efterprøvninger i kommunale sammenhænge er indskrænket til en art formel legalitetskontrol. Med andre ord efterprøves sagligheden (substansen) ikke, men kun de mest kompetencenære aspekter.

Regeluklarheden er af gigantisk omfang, og den har en politisk grund. Den har et rationale. Overalt i EU har man prøvet at indføre konkurrencestatslige regimer. Retssikkerheden sælges ud til fordel for austerity.  Vi fører tysk økonomisk politik, og der er endnu ikke noget paradigmeskift undervejs. Reformerne i Danmark minder om Harts IV i Tyskland. Friheden til at føre en keynesiansk politik og en egentlig lighedsskabende økonomisk politik er om ikke afskaffet, så væsentligt reduceret.

Når man stiller spørgsmålet: Hvorfor holder man medborgere på lave kontanthjælpsydelser tyve og tredive år af deres voksne liv mellem skolegang og folkepension, når kontanthjælp skulle have været en kort, midlertidig ydelse, blafter svaret i vinden. Vi tager derved værdigheden fra de udstødte, mens uligheden stiger.

Det økonomiske motiv er også usagligt

Hvorfor er det så magtpåliggende for regeringen at overlade afgørelser om folks arbejdsevne ikke til kvaksalvere, men til helt ukvalificerede mennesker, der slet ingen reelle forudsætninger har? Det skyldes som antydet en beskrivelse af nationaløkonomien, hvor det, der i politisk mantrasprog hedder “det skal altid kunne betale sig at arbejde” nødvendiggør, at folk på offentlig forsørgelse altid skal være fattigere end folk i arbejde. Fattigdommen skal være den bund, ingen vil være i nærheden af.

Problemet er, at det som anført tusindvis af gange ikke er motivationen, men helbredet, der mangler. Hjerner bliver ikke raske af træning, PTSD forsvinder ikke af trusler om at få fjernet eksistensgrundlaget, amputerede ben vokser ikke ud igen af wellness. Børn traumatiseres under fattigdommens åg.

Kampen om lægeattesterne

Interessekrigen om lægernes roller i beskæftigelsespolitikken raser. KL har indgået en aftale med Lægeforeningen, der viser blanketgange etc. Kommunerne kæmper for at henvise borgerne til egne “læger”, det vil sige medicinsk uddannede konsulenter, der sættes til at bortforklare andre lægekollegers attester og journaler.  Det er sådan set ulovligt i nogle tilfælde, men med den seneste reform fik man en anden ordning: Kommunerne kan henvise til en specialenhed, “Klinisk Funktion”, der har undersøgelseskompetence. Borgeren kan kun i begrænset omfang modsætte sig undersøgelser hos denne underlige instans. Til klinisk Funktion hører også “Sundhedskoordinator”, hvis rolle i forbindelse med tildeling af førtidspension eller fleksjob også ligger et eller andet ubestemt sted imellem sagsbehandlerens (under politisk ledelse) og lægens. Sundhedskoordinator behøver ikke være læge.

 

Kan regeringen  ikke bare enes med støttepartierne?

Spørger man Alternativet, Enhedslisten og forhåbentlig SF, er der næppe nogen tvivl. Syge individer bliver ikke raske af at blive tvunget i arbejde. Radikale Venstres stilling peger i en positiv retning, men er måske mere skælvende.

Det er en falsk problemstilling, hvis nogen tror, det bare handler om at være for eller imod EU som sådan. Det kritisable punkt er EU’s konvergenskrav , det  europæiske semester‘s krav til inflationsdæmpning og modstand mod ubalancer i hvert enkelt EU’s økonomiske politik.  Ved helt eller delvist at udelukke keynesianske politikker, og ved at diktere en tysk inspireret og alt for ensidig inflationsdæmpende og konkurrencestatsorienteret politik lider de enkelte lande over store betalingsbalance- og kapital- og gældsophobningsbestemte ubalancer.

Lovbundne udgifter i kommunal elastik

 

Det er en politisk opgave at definere den økonomiske politik og rammerne for den i det, vi engang kaldte “velfærdsstaten”. Et hovedkoncept i den oprindelige velfærdsstat er de ydelser, der ikke står til diskussion, de “lovbundne udgifter”.

Meningen med de lovbundne udgifter er – modsat de kommunale service-udgifter, at de ikke er til diskussion. De må ikke have noget med det kommunale serviceniveau at gøre. Er de lovmæssige og juridiske betingelser for tildeling af en lovbunden ydelse opfyldt, skal den udbetales uden diskussion. Sådan lyder princippet.

Dette princip er forladt af Corydon og Thotning med forplumring af lovgivningen og selvmodsigende økonomsike styringsprincipper, der tilsidesætter den juridiske vurderings betydning.

Korporatistisk tendens  i dansk politik

Ved korporatisme forstås en elitestyret statsform med et fascistisk præg; den egentlige politik er for kompliceret til, at den almindelige borger – herunder underklassen skal involveres i forhold, der er for kompliceret for menigmand at forstå.

Når kontanthjælpsmodtagerrepræsentanter nægtes adgang til at deltage i ny lovgivning om deres egne vilkår, skulle man tro, det matchede tanken om, at kun de direkte berørte skal involveres i drøftelser om deres vilkår. Men økonomien og juraen er i elitær forstand for indviklet til, at ny lovgivning, for ikke at tale om reformer, om nye reformer, skal involveres. De udstødte er for dumme, kan man populært kalde det, til at sætte sig ind i samfundsmaskineriets virkemåder, den finere økonomiske politik og samfundets interesser i det lange løb.:

Kendetegnende for de forskellige korporatistiske tankegange er, at lægmænd først og fremmest kan forventes at forstå problemer, som har direkte relation til deres egne faglige områder organiseret som korporationer (ofte med tvungent medlemskab). Generelle politiske spørgsmål anses for at være for komplicerede for det store flertal af folket. Alene medlemmerne af en lille herskende klasse har forudsætninger for at forstå de store overordnede spørgsmål og er følgelig de eneste, der er kvalificeret til at styre samfundet med korporationerne i mere eller mindre underordnet eller rådgivende rolle.

(Torben W. Grage, Karl Christian Lammers: korporatisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=232890)

Når der skal lovgives om tvangsfjernelser, spørger man ikke forældrene til de tvangsfjernede børn. Når der skal lovgives om prostitution, spørger man ikke de prostituerede, men dem, der ønsker at fremstå som deres redningsmænd, uanset om de prostituerede selv ville definere deres behov på en helt anden måde end dem, der giver den som deres  redningsmænd. Når man skal lovgive og reformere om kontanthjælp, fleksjob og førtidspension, vil Astrid Ktag slet ikke høre de pågældendes egne repræsentanter. Det er kritisabelt.

Efter Jobcentrets Ofres synspunkt  er dette ikke demokratisk.

 

Neokorporatisme

De udstødte er ikke omfattet af arbejdsmarkedets parter forstået som de fagbevægelsen i bredeste forstand og arbejdsgiverne. Afskæringen af de langtidsarbejdsløse fra fagbevægelsen har klare neokorporatistiske træk og er den egentlige årsag til, at sammenhængskraften i samfundet er truet.

Den sideløbende proces med nedbrydningen af de retlige garantier viser, at udviklingen udgør en trussel mod både demokratiet og velfærdsstaten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *